Det er midvinter og det strengeste tid på året. I norden kaldes denne tid for Torre måned eller Blidemåned. Kelterne kalder den Imbolc. Vi fejre en af naturens vendepunkter i årshjulet og Moderjord viser os de første spæde tegn på livets evige cyklus, når Erantis og Vintergækker kigger op af jordens mørke og kolde muld, men der er endnu vinter forude.
I den nordiske tradition har denne tid været fejret med et midvinterblòt og efter overleveringerne blev midvinteren fejret den første fuldmåne efter Nytårsny – den første nymåne i januar. Vores før-kristne ceremonielle praksis har været baseret på månefaserne og deres cyklus og derfor kan datoerne for højtiderne og deres afholdelse flytte sig fra år til år på nær solhverv og jævndøgn. Selv det er lidt sjovt – for i overleveringerne kan vi se, at de også har opereret med et praktisk solhverv; altså når de kunne se at solen faktisk havde flyttet sig og norden er temmelig stor, så lokaliteten har også været bestemmende for, hvornår de enkelte højtider blev afholdt.
De kristne holder Kyndelmisse (lysmesse) Kjørmes Knud kaldes det også i folkemunde og der holdes kjørmesgilde. Disse årstidsfejringer og feste har dybe rødder her i Norden, hvor vi er afhængige af årstiderne – og jeg nævner Kyndelmissen fordi den har oprindelse i den smukke oldgræske myte om Persefone – datter af Zeus og Demeter og er gudinde for forårets vækst og planter. Hun bliver bortført af Hades og Demeter leder efter hende over hele verden og til sidst tvang Demeter Zeus til at gribe ind, men inden da havde pigen spist en enkelt kerne fra et granatæble (symbol på frugtbarhed og udødelighed) og var derved bundet til Hades og hans rige. Hun må derfor altid tilbringe en tredjedel af året i underverdenens mørke og to tredjedele oppe i lyset. Hun er derfor bundet til at være i underverden hele vinteren og kan først komme op til foråret. Myten refererer til netop denne tid på året – midvinteren.
Imbolc i den keltiske overlevering markeres den 1. februar og er midtpunktet mellem vintersolhverv og forårsjævndøgn – og kan oversættes “in the hold or belly” – og der holdes ceremoni for frugtbarhedsgudinden Brigid. Så der er også store lighedstræk med traditionen længere nord på.
Folketro i norden
Vores forfædre hyldede og fejrede det begyndende liv som starter i jordens mørke – kimen er lagt for et begyndende forår. Folketroen i Danmark har bevaret denne skik langt op i vor tid. Der gøres status på korn og forrådskammeret til dyr og mennesker, så vi kan sikre os, at det holder vinteren ud til foråret. I den gamle folkemagi hængte man et plovhjul op på havegærdet for at sikre det nye vækstår og den tradition har rod i ældgammel Solmagi, hvor vi symbolsk foretog en ritual og ceremoniel pløjning af jorden for at gøre den rede til den livgivende sol. Vi spiste og ofrede brød, ost og øl på marken.
Vi tog også vejrvarsler på Kyndelmissedag 2 februar og skulle det blæse så meget at 18 kællinger ikke kunne holde den nittende ved jorden, så skulle vinterens magt være truet og kulden ikke vare meget længere. Hvis Lærken sang før Kyndelmisse ville det blive hård frost samme antal uger som dage lærken sang.
Flere steder på Sjælland og Fyn er det skik at spise pandekager Kyndelmissedag og Midtjylland spiste de stegt flæsk for at sikre en god høst. På Vestmøn bandt de ris og piskede frugttræerne for at de skulle blive frugtbare. Der findes så meget historisk guld i vores gamle folkeoverleveringer som i mange tilfælde kan føres flere tusind år tilbage.
God midvinter dig og dine……
Jeg ser det som en fejring af moder jord, der forbereder sig på fødslen af et nyt forår. Så vi kan tænde et lys i mørket som et fyrtårn at navigere efter i den mørke nat. Vi kan tage mål af forrådet i laden og det indre forråd, så vi kan disponerer over kræfterne og ressourcerne til solen og varmen atter får magt over den kolde dvælende vinter jord. Vi forbereder os og ligger frø til forspiring og nærer og plejer vi dem, så skal de nok blive til noget. Jeg sender en bøn til moder jord, at hun endnu føder os et gavmildt forår.
Her er en idé til en meget simpel ceremoni – Røgelse, et bål/lys og et eller flere frø/kerner (gerne noget der faktisk kan gro) – sid ved bålet, rens med røgelse, præsenter dig selv, og fokuser på din intention. Tal din bøn ned i frøet mens du holder det i din hånd – indånd varmen fra bålet og ånd på dit frø. Plant dit frø til forspiring, pas den og plant det så ud i haven eller altankassen, når frosten er væk. På den måde holder du opmærksomheden og nærer din intention. Der kan godt ligge flere bønner i et frø. Syng en sang. “Det er hvidt herude” af Thomas Laubs melodi 1914. En længslens bøn-sang.
En anden idè kan være at pløje/stikke i jorden og ofre brød, ost, smør, mjød eller øl til ære for moder jord og tænde et bål eller en fakkel.
Kort ordforklaring:
Februare (latin) betyder: at rense
Blid (gl. dansk) betyder: hvid (sne)
Kyndelmisse betyder: Lysmesse.
Blót – kan tolkes med forskellig forståelse – blót betyder ofring – at bringe et offer – men kan også tolkes hen i retning af, at helliggøre noget eller nogen – det betyder altså ikke nødvendigvis at nogen dør. Det har vi også eksempler på i teksterne.
Kilder: Nordens Gudeverden Olrik og Ellekilde Bind 2, side 597, 1000 – 1019.
Den ældre Edda – Karl Gjellerup – Vaftrudner màl vers 27
Den yngre Edda – Snorres Edda Vers 19
Vore gamle kalenderdage af Ruth Gunnarsen