Det store åndedrag – Ginnungagap
I begyndelsen var intetheden, før altings skabelse, ingen guder, intet hav eller jord, dyr slet ingen. Dette formløse åndedrag hedder Ginnungagap – det store grænseløse svælg.
“Urtids morgen da Ymer bygged, var ej sand, ej sø, ej svale vover. Jord ej fandtes og ej himmel, Gab og gold tomhed af græs intet”
Ældre Edda (oldemor) Vølvens spådom Vers 3
Nord i dette tomrum ligger Niflheim med sine isnende bræer, kold og alt var frosset. I dens midte løber elven Elivåg og isdråber springer frem af dens løb. Syd for denne ligger Muspelheim med sin glohede ild. Her bor Surt med sit flammesværd og brænder alt på sin vej. Isbræerne og iskrystaller møder varmen fra syd i Ginnungagap lune lund og omdannes til damp og dampen fortættes og dråber dryppede i Gabet. Ud af disse dråber kom urjætten – Ymir, kaldet Aurgelmir af rimturser – herfra stammer alle rimturse slægter. Det dryppede stadig og det næste der kom, var uroksen Audhumbla.
Fra Audhumbla løber der fire floder, de nærede Ymir som lå stille og urørlig. Ud af hans armhuler voksede en mand og en kvinde og den venstre fod fik en søn med den højre. De blev de første stamforældre til rimturserne af jætte æt.
Audhumbla slikkede på en saltsten, der lå i Ginnungagap og på den første dag oprandt et hoved, den næste dag kroppen og den tredje dag hele manden. Bure hed han og var stor, smuk og stærk. Han blev fader til Bur som giftede sig med Bestla, der var datter af jætten Boltorn og deres sønner er Odin, Høner (Vile) og Lodur (Ve). Høner og Lodur bliver også kaldt Vile og Ve. De var de første guder.
Odin, Vile og Ve dræbte Ymir og alle rimturserne druknede på nær Bergelmir og hans kone. De blev nu stamforældre til alle rimturser vi kender i dag.
Burs sønner tog den døde Ymir og skabte jorden af kroppen. Kødet blev til det faste land og muld, hvor græsset kan gro. Blodet blev til havet, søerne og floderne. Knoglerne til de faste klipper. Tænder og knuste benstumper blev til sten, store som små. Buske og træer blev skabt af dens håret.
Af hjernen formede de tunge skyer og af hovedskallen skabte de himmelhvælvingen og i de fire verdenshjørner satte de fire dværge – Østre, Vestre, Nordre og Søndre hedder de der bærer himmelhvælvet. Yderst på himmelranden sidder ørnen Hvræsvelg og fra ham skabes alle vinde, der blæser over hav og land.
Guderne greb de gnister som udspringer fra Muspelheim og satte dem på himlen som stjerner, planeter, sol og måne.
Vaftrudnirsmål:
“Solen vidste ikke, hvor den sale havde. Månen vidste ikke, hvad kraft den havde.
Stjerne vidste ikke, hvor de pladser havde”
Derpå gav guderne dem faste pladser og baner at følge og fra deraf kunne vi skille dag fra nat.
Sol, måne, dag og nat
Solen var så stærk så guderne måtte sætte et skjold, vi kalder for Svalin, for ikke at brænde jorden og alt levende af.
Grimnirsmål vers 38 (Grim er et af Odins mange navne)
“Svalin hedder – for sol det står – et skjold for den skinnede gud
Bjerg og brænding skal brænde, veed jeg, dersom det fra, falder”
Nør hed en jætte fra Jotunheim, han havde en datter der hed Nat og hun var sort og mørk. Første fik hun en søn, Aud med Naglfari. Dernæst en datter der hed Jord med Annar og til sidste fik en søn, Dag med jætten Delling. Odin tog nu Nat og hendes søn Dag og gav dem to heste, så de kunne trække jorden rundt hvert døgn. Nat rider forrest med hesten Hrimfaksi og fra dens bidsel falder dugen hver morgen. Dag rider på Skinfaksi og hele himmelrummet og jorden oplyses af dens skinnede manke.
Solen har to heste der trækker den over himlen, Årvak (tidlig vågen) og Alsvid (alvidende) og de løber så stærkt, at guderne måtte sætte to blæsebælge under bugen for at kølne dem. Ikke nok med det, så forfølges hestene af to ulve. Dag og Sol jages af Skol (Bjæfferen) og foran løber Hati og jager Nat og Måne fremad. Sådan vil de løbe i ring, så vi kan måle dagen – morgen, middag og aften – tælle dage, måned og år.
Dværge, mennesker og jætterne
Dværgene kom før menneskene. Den første dværg blev formet af blod fra Brimer og knogler af Bláen, to navne for Ymir og betyder brænding/havet og blå himmel. Han hed Motsogner og blev dværgenes konge.
Vølvens Spådom vers 10 (ældre edda – Martin Larsen)
“Der blev Motsogner, mægtigst, formet – dværges konge,
men Durin fulgte; i mands billed mange skabtes, dværge af jorden som Durin sagde”
Der er mange dværge, de bor og hersker i jorden over klipper, mineraler, sten, krystaller og metaller og kendes for deres magiske evner til at omdanne disse til brugbare og nyttige ting som både mennesker og guder drager nytte af.
Da Odin, Vile og Ve havde skabt alt dette, gik de langs stranden og der fandt de Ask og Embla, livløse og uden skæbne. Odin gav dem ånd og liv, Vile gav dem sjæl og forstand og Ve gav dem glød, stemme og sanserne. Herfra har vi udtrykket at ønske hinanden et Ve og Vel. For at beskytte menneskene tog de Ymirs øjenbryn og satte et skærmende gærde rundt om Midgård mod jætterne fra Jotunheim.
Jætterne har deres eget liv ved siden af guderne. De bor i Jotunheim mod øst, det kaldes også Udgård. De blander sig dog både i menneskenes og gudernes gøren og laden. De er stride af sind, men man kan ikke sige, at de alle er onde og grusomme, men de har stor magt og indflydelse på den verden og virkelighed vi kender, de er grundstoffet og det kaos som både giver liv og tager det igen. Selv guderne må indgå forlig med dem, de gifter sig med dem, flere af guderne får børn med jætter og disse skabninger har særlig stor kraft. Sådan er Thor født af Fjørgun og Odin, og Thor får sønnen Magni med jætten Jarnsaxe, skønt han er gift med Sif.
Yggdrasil, de 3 verdener og de 9 riger
Livets træ Yggdrasil står midt i verden og dens krone rager helt op i himlen og til Asgård og dens rødder strækker helt ned til Hel og de 9 dødsriger hun råder over. Og man gør bedst i at lade Hel beholde, hvad Hel har.
Vølvens spådom fortæller i den ældre edda vers 2.
“Jeg mindes jætter, urtidsbårne, de som opfostred mig fordum dage;
ni mindes jeg af verdner, ni rodgrene, mangkendt måltræ af muld dækket”
Stammen går gennem midgård, toppen går til Asgård og rødderne til udgård. Menneskene bor i Midgård, guderne i Asgård og jætterne i udgård. På den måde deler træet de 3 verdener – Oververdenen, mellem verdenen og underverdenen.
Der går en regnbuen mellem Midgård og Asgård og danner bro mellem gudernes og menneskenes verden, den hedder Bifrost og den røde farve øverst på buen er en brændende ild, og sørger for at ingen jætter tør træde over broen før Ragnarok kommer. Det sker når ildjætterne fra Muspelheim rykker frem over broen mod Asgård og verden som vi kender den går under. Men indtil da står Heimdal og vogter broen, han er den hvideste af Aserne og kan hører og mærke græsset gro og kan se længere end horisonten.
Den ene af Yggdrasils rødder går til den kolde kilde Hvergelmer i Niflheim, en anden går til Urds brønd under Asgård og her holder de 3 norner til – Urd – Verdande og Skuld – fortid, nutid og fremtid. De råder over menneskers skæbne og guderne holder deres ting og laver love og søger råd der. En tredje rod går til Mimers brønd i Jotunheim, her vogter Mimers hoved over visdommens brønd som flittigt besøges af Odin. Og han måtte ofre sit ene øje til Mimer for at drikke af visdommens klarvand. Odin besøger flittigt træet og han hang sig selv i ni dage og nætter i en af træets grene og ofrede sig selv til sig selv og da han så ned derefter, så han så runerne, og samlede træets frugter op.
Men der sker andre interessante ting i Yggdrasil for i dens krone er fire Hjorte som gnaver af de friske bladskud og ved dens nederste rod ligger Nidhug og gnaver, alligevel går træet aldrig ud. Op og ned af stammen løber egenet Ratatosk med besked mellem slangen og Ørnen, der sidder i toppen af træet. Mellem Ørnens øjne sidder Høgen – Vedfolner – hans skarpe blik holder øje med alt som sker ved træet. Bierne lever af den dug som falder af bladene og det kalder vi honningfald.
“Som forneden således foroven”