Jeg har i de sidste 6-8 mdr været tavs i det offentlige forum. Jeg har læst og observeret, de forskellige reaktioner og meninger om den omstridte Sars-covid-2 virus. Jeg tager nu bladet fra munden og ligger mine betragtninger ud til beskuelse.
Det efterfølgende har en præmis, at vi har en ny virus stamme i omløb og den har udviklet sig til en pandemi. Hvis du ikke enig, så behøver du ikke læse videre.
Jeg vil starte med at fortælle om en oplevelse jeg havde i Peru efteråret 2019.
Jeg og en lille gruppe var på en medicine walk til en lagune i 4200 m høje på et bjerg ved Calca i The Sacred Valley, Pisac. Vi begyndte nedstigningen lidt senere end planlagt og det betød, at vi skulle holde tempoet lidt oppe for at nå ned inden mørket og natten lagde sig over bjerget. Bjergvandring i bælgravende mørke er ikke tilrådeligt i de Peruvianske bjerge, mildt sagt. Selv de lokale overholder denne regel. Smalle stier, sten, klipper, kløfter og meget stejle bjergsider.
Jeg gik bageste med en god ven og jeg følte mig dybt forbundet med mig selv, forfædrene, naturen, dyrene, fuglene og bjerget. På alle måder en god oplevelse og vi gik dels i tavshed og dels med snak. “We better speed up a little and catch up with the others”, sagde min ven, der bor i Pisac og kender området. “Oh, but we have flashlight if not, to follow the track”; sagde jeg fortrøstningsfuld.
“But the Puma doesn’t care” – var hans eneste kommentar
Jeg stoppede kort op, og kiggede på ham. Det satte unægtelig perspektiv på situationen. Jeg mærkede frygten i maven et kort øjeblik og lod så benene arbejde i et lidt højere tempo. Jeg vågnede op af min egen lille forbundethed og så, at jeg havde glemt det store perspektiv, den virkelighed og de omstændigheder jeg befandt mig lige nu og her. Jeg blev ikke grebet af frygten og jeg var jo ikke alene, men den skærpede min opmærksomhed og jeg handlede derefter i forhold til de omgivelser jeg befandt i. Omgivelser og præmisser som er anderledes end dem jeg er vant til at navigere i og med hjemme i lille trygge Danmark. Jeg fortsatte nu resten af turen ned med den samme forbundethed dog med den ekstra opmærksomhed og det perspektiv, at jeg her var en del af en verden og natur, hvor der var en reel risiko for fare. Puma er puma og gør det puma gør. Og den præmis valgte jeg at forholde mig til.
Vel nede igen, fortalte han at, at det var et par år siden, de lokale sidst havde set en puma i det område, men man vidste jo aldrig, hvornår den kunne finde på at vende tilbage. Vi grinede lidt, men bag de smilede øjne lå også en alvor.
Jeg synes at kunne trække en parallel til den oplevelse vi som mennesker står overfor nu med en virus og en pandemi.
Forskellen er bare her, at jeg ikke kender denne virus og derfor vælger jeg forsigtighedsprincippet. Ikke af frygt, men opmærksomhed og observation. Hvad er vores reaktion, når vi sættes under pres? For jeg ser en reaktion, en gentagelse, ikke aktion og handling. Vi gør som vi plejer.
Vi står med en virus, vi er nødt til, at forholde os til selvom den river os ud af sædvanlige vaner, rutiner og samvær. Vi er ikke forberedte til kampen, ej klar til at gøre det som må gøres. Vi kan fryse ved at ingenting gøre, vi kan flytte os eller kæmpe, men vi er nødt til at se i øjnene, at den er der, i blandt os.
Frygten er ikke negativ, virus er ikke negativ, ej er de positive, de er, det de er. Det er nemt, når man kender og ved, hvad man står overfor, men vi ved ikke, hvad Sars-covid-2 er i stand til på sigt og hvilken indvirkning den vil få på vores krop og immunforsvar. Det er nyt, det vi står med nu. Vi sammenligner, vurdere, bedømmer og der flyder et virvar af information og påstande, og ikke mindst forskellige udlægninger af fakta.
Jeg forholder mig til dette fakta. Det er en virus af hidtil ukendt kvalitet og potentiale. Der er uklare teorier om dens oprindelse. Inkubationstiden er længere end normal influenza, hvilket gør den særlig overlevelsesdygtig. Og selvfølgelig mutations potentialet som al anden virus.
Vi ved, at den smitter gennem aerosoler, derfor er afstand og mindre kontaktflade også socialt, de væsentligste metoder vi kan benytte os af i en tid med virus, som nu også er blevet en verdensomspændende epidemi.
Når vi som menneskehed leger med skabelsens byggesten, så spiller vi poker med vores eksistensgrundlag. Bare fordi vi kan, er ikke ensbetydende med at vi skal. Og nu er det så alvor. Vi vil alle gerne beholde vores frihed og frihed over egen krop, men hvis vi ikke forholder os til, hvordan virus smitter, så risikere vi at bære mere brænde på det bål, der hedder restriktioner, kontrol, vaccinering, internering. De ting som er i modstrid med vores gamle grundværdier om at ethvert menneske er fri og ansvarlig. Ja jeg føler mig presset på min frihed og samværsform, men det gør jeg gerne i en periode. For mit vedkommende er det mere selvvalgt end pålagt. Og jeg gør det ud fra et næstekærligheds princip. Men det hjælper kun hvis alle gør det.
Jeg savner også social kontakt, kram og fri bevægelighed og det gør ondt helt ind i sjælen.
Som det ser ud lige nu: Så jeg siger nej tak til store tætpakkede demonstrationer, ja til ytringsfrihed, ja, til at udtrykke sin mening. Nej tak til offentlige og åbne svedehytter, ja til svedehytter med de samme nære kontakter. Nej tak til åbne fester, foredrag og sammenkomster, hvor de vigtigste kriterier ikke kan overholdes. Ja tak til fest, grin og ballade med mine nærmeste..
Grin og godt humør er stor healing.
Efter Gathering of tribes eventet i 2019 og med stigende corona henover efteråret 2020 efterfølgende, så besluttede jeg selv at droppe offentlige og åbne ceremonier. Jeg har ikke stoppet med ceremonier, men nu er det kun mit nærmiljø og egne ceremonier. Tilbage til bålet og trommen og find forbindelsen der. Vi er ét, spørgsmålet er om vi også kan handle som en enhed. Det er her jeg ser en sørgelig splittelse blandt folk og det var netop nu vi skulle stå sammen, men vi kan ikke finde ud af hvordan.
Jeg sender bønner og velsignelse til alle dem som arbejde i højrisiko på hospitaler, plejehjem, behandlingshjem m.m. Tak for indsatsen. Jeg sender bønner og velsignelse til dem der skal træffe svære valg i denne tid, regering, folketing, kommuner og embedsmænd i en situation uden fortilfælde i nyere demokratisk tid. Tak til landmanden og fiskeren og dem der transportere maden ud til os. Tak til politi og ordensmagten for at udøve en meget svær balance mellem orden og fri bevægelighed i en tid, hvor netop den kan puste til gløder på pandemiens bål.
Noget må dø for at nyt kan vokse op. Det gør ondt, det er trist og det er uundgåeligt. Livets cyklus fortsætter og nu er der en ny spiller på banen, vi har selv skabt den og nu får vi konsekvensen af den måde vi forholder os til naturen og skaberværket. Jeg ser også en vej igennem og det som denne virus og hele situation fortæller mig er: Det er tid at søge svarene inden i dig selv. Hvem er du? og hvad vil du manifestere i din virkelighed med og i kærlighed. Jeg ser ikke tiden lige nu til at farer rundt, søge svar og bekræftelse udenfor dig selv eller i og med en masse andre. Vi har masser af muligheder for at holde sammen og holde bønnen, bålet og ånden i live. Det er muligt, at vi ikke kan undgå at få besøg af covid19 alle sammen, det kort er spillet, tror jeg, men lad os gøre, hvad vi kan for at passe på hinanden og dem som er særlig udsatte pga deres arbejde og kroniske sygdomme indtil balancen er tilbage.
Det kan tage lidt tid, men vi kan godt.
Pas på jer selv derude. Jeg glæder mig til den dag, hvor jeg kan køre rundt i hele Danmark og kramme alle mine kære.
Vær ikke bange for mørket for lyset findes dernede.