I bøn går jeg på jorden til havet for at erindre, mens vinden omfavner min krop og sjæl, tænder en ild på breddens sand og varmer mine kolde fingre. “Hvad behøver jeg mere?”
En dråbe af ydmyghed og taknemmelighed forlader mit øje og kind; lander i sandet foran mig. I morgen har tidevandet spist min taknemmelighedståre og en dag mødes vi igen som en regndråbe på min kind og minder mig ydmygt om livet cyklus. Vi er rejsende og endnu en gang går jeg til havet…
Bønnen
Hvert skridt du tager, er en bøn og velsignelse til og fra moder jord. Hun synger forfædrenes sang, lyt, de taler gennem hende.
Moder jords sang opbringer forfædres erindring af glemslens mørke muld og du ved nu, hvem du er, genkender lyset og ser altings forbundethed, som lystråde der spinder hele universet sammen i et spindelvæv. I midten sidder bedstemor edderkop og passer porten mellem verdener til alle tider. Hendes net er som harpestrenge og gennem det synger hele kosmos sin evige spiral sang og gennemstrømmer alt levende; fra den mindste partikel til den yderste planet i galakserne.
Jordmoder, i dine floder af erindring gemt i vanddråbens ocean binder du dine børn sammen, alt født af dit skød. Vi rejser langs tråde i spindelvævet, udenfor tid og rum og til toner af evighed heles alle sjælesår, endelig er du hel.
Vinden og himlens fader blidt os favner og rusker os om nødvendigt, visker vinden i dit øre, glemmer du så husker jeg. Og i hans bryst stråler solen livet ud i hans store åndedrag. Sender lyset og varmen til moder jord og deres børn.
Kære vand og moder jord, lad din stemme blive min og må min puls banke i takt under dit langsomme slag og som dine floder, må mit blod og min sjæl forbinde mine brødre og søstre og omfavne skæbnen, mens vejen vi går.
Kære vind og fader himmel, lad min ild stråle som din sol og som vinden mit åndedrag omfavne alt under dit himmel tag.
I taknemmelighed og kærlighed til det skabte som jeg kommer fra og lever i.
for alle mine slægtninge, brødre og søstre